Mit natursted 3 - Jonas

Ved mit tredje besøg på naturstedet valgte jeg at sætte fokus på de små insekter, som jeg kunne finde på og omkring bladene. Jeg havde besluttet mig for bare at sætte mig stille og roligt og observere – gi’ mig selv tid til bare at kigge og undre mig.

Noget af det første, der fangede mit blik, var en bi, som fløj fra blomst til blomst. Jeg lagde mærke til, at den ikke fløj tilfældigt – den virkede faktisk ret målrettet. Den gik især efter nogle bestemte blomster og ignorerede andre. Det satte tankerne i gang hos mig. Hvorfor går den efter de der lilla og blå blomster, men lader til at springe de hvide og gule over?

Jeg blev så nysgerrig, at jeg lavede en lille undersøgelse. Jeg fandt et lille område, hvor der voksede blomster i forskellige farver, og så satte jeg mig og kiggede. Jeg noterede ned, hver gang bien landede på en bestemt farve blomst. Og det gentog sig – de lilla og blå blomster var de klare favoritter.

Det fik mig til at dykke lidt ned i, hvad jeg egentlig ved om bier og farver. Det viser sig, at bier kan se UV-lys, som vi mennesker ikke kan se. Mange blomster har UV-mønstre, som nærmest virker som landingsbaner for bierne – en slags “her er maden”-skilt. De lilla og blå blomster reflekterer meget af det her lys, og derfor bliver bierne mere tiltrukket af dem. Omvendt er bier ikke så vilde med rødt, fordi de faktisk har svært ved at se røde farver. (hæng mig ikke 100% op på dette)

Det er egentlig vildt, at noget så simpelt som at sidde og se på en bi kan føre til så mange spørgsmål – og endda lidt viden bagefter. Det viser bare, at det faktisk er ret nemt at lave en lille undersøgelse i naturen, hvis man tør sætte sig ned og bare kigge og undre sig lidt.

Det får mig til at tænke på, hvordan man med børn i pædagogisk praksis kunne lave noget lignende. Bare sætte sig og kigge: Hvor flyver bien hen? Hvilke blomster besøger den? Hvorfor mon det? Og så måske lade det blive til en fælles opdagelse – i stedet for bare at fortælle, hvordan det hænger sammen.

Sneglen:

I mens jeg talte biens besøg fra blomst til blomst fik jeg øje på den snegl jeg har et billede af længere oppe på siden. Det var tydeligt, at nogen havde været sulten, for der var store huller over det hele. Bladet lignede nærmest et gammelt stykke papir, hvor halvdelen var revet af. Og der sad den midt i det hele og gnaskede videre. Det var lidt fascinerende på en mærkelig rolig måde.

Men det der virkelig fangede min opmærksomhed, var sneglehuset. Det var hvidt og sort og havde de her fine striber, så det næsten lignede et bolche. Jeg kom faktisk til at tænke på sådan et yoghurtbolche – dem der er hvide og røde og smager lidt sødt og friskt. Det satte bare gang i en underlig tanke: Tænk hvis man kunne finde en snegl, der faktisk smagte af bolche? Ikke at jeg har tænkt mig at prøve... men tanken var alligevel lidt sjov.

Og igen, det er sådan noget, jeg godt kan lide ved at være ude i naturen. Man sidder der helt stille, kigger på en snegl, og pludselig sidder man og tænker på slik og mad og hvorfor ting ser ud, som de gør. Hvorfor har nogle snegle egentlig stribede huse og andre bare ensfarvede? Er det for at camouflere sig? Eller har det noget med alder eller art at gøre? Det kunne være spændende at undersøge.

Video link: https://youtube.com/shorts/ihfC38g5xBs?feature=share